6 adfærdserkendelser medført af sundhedskrisen
Sådan sagde statsminister Mette Frederiksen ved det afgørende pressemøde inden påskeferien. Det føles derfor magtpåliggende at skabe noget lys i coronamørket ved at drage nogle vigtige lektier om adfærd.
For et år siden sad jeg i Storbritannien som én af hundredtusindvis af globale udlandsdanskere og traf en for mig livsforandrende beslutning – jeg ville hjem til Danmark efter 12 år ude med studier og arbejde. Hvad jeg ikke havde nogen chance for at vide, var, at timingen af denne personlige beslutning var tæt på sidste udkald, for præcis et år senere ville der blive stillet spørgsmål ved den globale livsførelse, som jeg havde været bevidst om, var et privilegie, men dog havde taget for givet som en mulighed. Verden ville være kastet ud i en dyb økonomisk krise, og den danske model med vores stærke sociale samfundskontrakt ville blive påkaldt som den primære fællesskabsskabende identitet danskerne imellem.
Coronakrisen har forandret vores hverdagsliv for en stund – ikke bare i Danmark, men i hele verden. Vi er blevet nødsaget til hastigt at ændre adfærd i både professionelle og private sammenhænge. Som adfærdsrådgiver ser jeg over alt omfattende eksempler på hastige adfærdsændringer og langsigtede samfundsforandringer foranlediget af vores kollektive omstilling til en ny virkelighed.
For at få noget positivt ud af en vanskelig situation er det værd at overveje, hvad coronakrisen har lært os. Hvad kan vi tage med videre og bruge konstruktivt fremadrettet? Her kommer 6 adfærdserkendelser til en start:
1. Normfællesskaber er et enormt stærkt virkemiddel til at skabe adfærdsforandringer
Det er især ændringen i danskernes måde at være sociale på, som har gjort en forskel. Vi holder nu social afstand, omend modvilligt. Vi har fundet sammen i nye digitale fællesskaber og hurtigt vænnet os til nye virtuelle platforme til vores hjemmearbejde og skoleliv.
I fællesskabets navn har vi ændret adfærd, for vi søger fællesskabets anerkendelse og vil for alt i verden undgå udstødelse. Så når vi tror, at et flertal af danskere overholder de nye regler for fællesskabet om fx social isolation, så gør vi det også.
Det viser, at vores samfundskontrakt bygget op om velfærdsstaten med tillid som fundament er et stærkt normfællesskab, som vi bakker op om, fordi det er så indgroet en del af det at være dansker.
Med andre ord: Den nye normal er drevet af vores iboende trang til at være en del af fællesskabet, og det sker kun, når vi følger dets normer.
Tænk, hvis vores trang til at være en del af fællesskabet kunne bruges efter krisen til at få flere til at tænke i innovative måder at nedbringe den ensomhed, som rammer både unge og ældre? Eller hvis boligselskaberne var gode til at gøre deres beboere opmærksomme på, at 9 ud af 10 faktisk sparer på varmen ved at skrue ned for radiatoren?
Eller hvis vores verdensrekord i alkohol blev taget fra os ved, at vi skabte en ny alkoholkultur, hvor normen er at hygge sig med et ansvarligt alkoholforbrug, så ingen skulle føle sig forkert eller udenfor?
2. Effekten af lovgivningen bliver mangedoblet, når den flytter vores normer
Selvom danskernes kollektive selvregulering af vores fælles normer i høj grad forklarer de mange og hurtige adfærdsforandringer i forbindelse med coronakrisen, så ville situationen utvivlsomt have set anderledes ud uden myndighedernes indgriben og brug af ”klassiske reguleringsredskaber”, som forbud, regler og mulige sanktioner fra politiet.
Vi skal ikke se længere end til den anden side af Sundet til Sveriges komplet anderledes håndtering af coronakrisen, før det bliver lysende klart, hvor stor en indvirkning på befolkningens adfærd, der foranlediges af myndighedernes reguleringsmekanisme – i Malmø mødes folk stadig til deres caffe latte-aftaler, i Danmark har politikerne lukket caféerne, og de fleste går i en stor bue uden om hinanden, når vi forsigtigt bevæger os uden for hjemmets fire vægge for at nyde solens livgivende stråler.
De institutionelle rammer definerer altså ofte konteksten for handlemønstre både på individ- og virksomhedsniveau. Måske man i de forskellige ministerier skulle overveje, om regulering ikke skal gentænkes på samfundskritiske områder, så længe den gode argumentation følger med.
For effekten af lovgivningen bliver flerdoblet, når den flytter vores normer, som fx da man indførte klip i kørekortet og fik danskerne til at køre pænere bare ved tanken om konsekvensen.
Værktøjskassen med lovgivende regulering kan altså medføre større samfundsmæssige adfærdsforandringer, når den går ind og rammer os på normerne.
Den er især et effektivt virkemiddel dér, hvor der er negative samfundseffekter af ens handling, som ikke direkte rammer én selv, som når vi skal passe på hinanden i trafikken eller på byggepladsen, hvor sikkerhedsregler skal sørge for, at alle trygt kan gå på arbejde.
Måske man kunne tænke lignende regulering på miljøområdet, fx ved at indføre en høj bøde for at smide affald i byernes parker og i naturen, for at få flertallet til at rydde op efter sig.
3. Kommunikation kan ændre adfærd
Borgerne ændrer ikke adfærd af sig selv. Det kræver effektiv kommunikation med en forståelse for de adfærdsgreb, der skubber os i retningen af en ønsket adfærd.
Adfærdsdesignet kommunikation har været allestedsnærværende under coronakrisen, både i form af myndighedernes meget konkrete råd om god håndvask og social afstand understøttet af letforståelige infografikker og ved de daglige pressemøder om situationen, hvor nødvendigheden af en ændring i vores sociale adfærd og budskabet om at stå sammen hver for sig har sat dagsordenen.
Informationsarkitekturen – måden, hvorpå et emne kommunikeres – har sat sit aftryk ved, at vi alle faktisk har taget konsekvensen og ændret adfærd. Coronakrisen belyser meget klart, hvor utroligt stærkt et redskab adfærdsdesignet kommunikation derfor er i forhold til at flytte adfærd.
Kunne de store danske virksomheder tage ved lære her og bruge adfærdsdesignet kommunikation til at hjælpe medarbejderne med at højne IT-sikkerheden på hjemmearbejdspladsen, så den overskyggende risiko for at blive udsat for hackerangreb blev mindsket, nu hvor 9 ud af 10 brud på IT-sikkerheden er menneskeskabte?
4. Den autoritative ekspertstemme har fået en offentlig renæssance Apropos adfærdsforandrende kommunikation – denne er mest effektiv, når den leveres af en god rollemodel.
I forbindelse med coronakrisen har statsministeren med rette høstet mange roser for sit statsmandskab og klare adfærdsregulerende udmeldinger om situationen, men det er i lige så høj grad Sundhedsstyrelsens coronageneral Søren Brostrøm, som er løbet med folkets anerkendelse.
Med klare ekspertudtalelser er de blevet ambassadører for den adfærd, vi alle er blevet bedt om at adoptere.
Muligheden for at identificere os med en leder, der kan overbevise om vigtigheden af et budskab med sin kommunikation, har med andre ord vist sig essentiel i forhold til at flytte og forankre adfærdsændringer, især når de er så omfangsrige som dem, vi er blevet ledt til at implementere for at kunne håndtere denne sundhedskrise.
Måske nogle af erhvervslederne i de store danske virksomheder kunne lade sig inspirere og føre an i forbindelse med genåbningen af det danske samfund og genoprejsningen af økonomien?
Kunne man ikke forestille sig, at energiselskaberne sammen med myndighederne i endnu større grad følte sig klar på at påtage sig det samlede ansvar for at være den førende ekspertstemme, der guider danskerne gennem den grønne omstilling?
Eller at forskere og myndigheder føler sig styrket i deres arbejde med at fortælle danskerne, hvordan man lever sundt på en måde, så der i højere grad kommer en autoritativ modvægt til den seneste populære SoMe-post om, at ”alkohol og rygning er sundt”?
5. What’s in it for ‘we’..?
Vi gør sjældent noget uden at få svar på, hvorfor vi skal gøre det. I forbindelse med coronakrisen har myndighederne og politikerne været gode til at forklare vores interesse i at overholde myndighedernes anbefalinger og givet svar på, hvorfor vi har måttet vende op og ned på hverdagsrutiner, arbejdsprocesser og hyggeformater, bakket op af videnskaben.
Men håndteringen af krisen er stadig lidt af et særtilfælde, for argumentationen er ikke gået på vores egeninteresse, men på fællesskabets interesse. Vi står sammen hver for sig for at passe på andre, ikke mindst de ældre og de svageste samfundsborgere.
Og det er ikke ”kun” vores nærmeste, men primært folk, vi ikke kender, men som vi dog er tæt forbundne til som borgere i Danmark. Hovedbudskabet har ændret klang fra ”what’s in it for me” til ”what’s in it for others”, og vi har stået sammen og ændret adfærd for hinanden.
Tænk, hvis kommuner, brancheorganisationer eller professionshøjskolerne brugte det til at sætte en dagsorden om manglen på varme hænder og derved fik rekrutteret mange flere til at varetage de velfærdsjobs, som pædagog, SOSU-assistent, sygeplejerske, skolelærer mv., der får vores samfund til at løbe rundt hver dag?
Eller hvis kommunerne eller klimaministeren overvejede at igangsætte en lignende adfærdsforandrende kommunikation på vor tids anden helt store klimadagsorden? For mon ikke vi kunne udvise samme empati og samfundssind og finde en fælles løsning her?
6. Nudging kan være et brugbart redskab blandt mange til at regulere adfærd
Omgivelsernes design påvirker vores adfærd. De nye afmærkninger i supermarkederne får os til at holde afstand, når vi står i kø. Beholderen med håndsprit strategisk placeret, når vi henter takeaway eller kaffe-to go, sikrer, at vi overholder de nye regler for vores sociale samvær.
Lignende nudging-tiltag kunne med fordel indtænkes i forbindelse med Danmarks genåbning, så vi fortsætter med de nye gode vaner, når vi fx igen skal til at pendle frem og tilbage på arbejde med offentlig transport, men også på den anden side af krisen.
Fx kunne det være oplagt at kommunerne bruger endnu flere ressourcer på at få folk til at affaldssortere korrekt, at supermarkederne sætte endnu større fokus på at få danskerne til at købe mere frugt og grønt, og virksomhederne tager et mere synligt skridt ind i kampen for at hjælpe deres medarbejdere med at træffe de klimavenlige valg, om det så drejer sig om pensions- eller kantineordninger.
Lyset i coronamørket: det menneskelige adfærdsperspektiv
Hvis vi skal tage noget positivt med os fra coronakrisen, så er det erkendelsen om, at samfundsforandringer er drevet af vores adfærd, og hvor essentielt det derfor er at forstå de motivationsfaktorer, som driver os til at handle på bestemt vis for at kunne flytte adfærd i en ønsket retning.
Og det er erkendelsen om, at virksomhederne også har et samfundsansvar for at løfte os ud af krisen.
For når det kommer til stykket, så belyser coronakrisen mest af alt, at vi er forbundne, at forandring handler om mennesker og er drevet af mennesker.
Og derfor er viden om og empati for det menneskelige adfærdsperspektiv essentielt for at kunne navigere i vores komplekse virkelighed.
Statsminister Mette Frederiksen taler adfærd ved et af hendes mange pressemøder om, hvordan vi alle skal være med til at tackle corona-situationen. Mon ikke den menneskelige empati med det nyopdagede samfundssind fortsætter med at blomstre op, også når krisen er glemt?
Skrevet af adfærdsrådgiver Louise K. Gramstrup.
